23948sdkhjf

Blue City er trådt ud af Blockbusters skygge

Blue City, der overtog 12 Blockbuster-butikker i 2014, har endelig fundet melodien og lander et pænt overskud.
Da Blue City i 2014 overtog 12 af de gamle Blockbuster butikker, var det med henblik på løbende at konvertere dem til Blue City og hermed til et nyt koncept inden for handel med brugt forbrugerelektronik.

Men man måtte erkende, at "den gamle" omsætning på film og spil, som oprindeligt først var planlagt helt udfaset i 2016, forsvandt næsten lige så hurtigt, som det tog at pille de gamle facadeskilte ned.

Det fortæller Blue City i en pressemeddelelse.

Derfor valgte man i 2015 at lukke 7 af butikkerne, inden de rigtigt var kommet i gang, hvilket i første regnskabsår kostede ekstra hårdt på bundlinjen.

Til gengæld var ledelsen og investorerne fortsat overbevist om, at deres nye koncept med en kombineret butiks- og e-handelsplatform med brugte mobiler, tablets, bærbare pc'er og anden forbrugerelektronik ville holde vand.

Det netop aflagte regnskab for den nystiftede kæde bekræfter da også, at ledelsen har noget at have optimismen i. Allerede i 2. regnskabsår er der således kommet sorte tal på bundlinjen, med et overskud på 2,1 millioner kroner.

- Det er lykkedes os at modbevise tesen om "detailhandel er en død sild" - hvilket vi er stolte af. Lige som med alt andet her i livet, så handler det om tilpasse opskriften til kunderne - i stedet for at tro på, at man har en eviggyldig formel, som ikke tilpasses kundernes ændrede adfærd og ønsker, siger bestyrelsesformand Morten Mathiesen.

Blue City har desuden for nyligt overtaget og genåbnet en tidligere konkurrent, brugteiphones.dk, der var gået konkurs.

Kæden ønsker nu at sætte fart på udbredelsen af Blue City både nationalt og internationalt, og har netop åbnet op for sin online-shop i Sverige.

- Det er klart, at vi med kun 5 butikker og en online platform endnu ikke har kritisk masse. Til gengæld har både online platformen og de 5 butikker bevist, at vi står med et meget bæredygtigt og perspektivrigt koncept. Vi har ikke nået lyset for enden af tunnelen - men vi synes, at vi tydeligt kan se det, siger Morten Mathiesen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078